Undervisning og praktisk information

Undervisning på Egedal Rideskole

Undervisningen foregår på hold i ridehallen eller på ridebanen – afhængigt af vejret.

Sikkerhed:
Alle ryttere skal bære ridehjelm under undervisningen. Til springundervisning skal ryttere under 18 år desuden bære sikkerhedsvest. Det er ikke tilladt at bære sandaler eller sko med åbne tæer i nærheden af hestene.

Udstyr


Det vigtigste udstyr, du skal have med, er en ridehjelm. I klubben har vi ridehjelme og sikkerhedsveste til udlån. Du kan også midlertidigt bruge en cykelhjelm, indtil du får anskaffet en ridehjelm.

Dine sko eller støvler skal have en hæl for sikkerhedens skyld. Undgå gummisko og sandaler, da de ikke egner sig i nærheden af hestene.

Vi anbefaler desuden, at du bruger ridebukser eller bukser uden indvendige sømme.

Hest og hold:
Vi tilstræber altid at finde den rette hest til hver rytter, og at du rider på samme hest hver gang. Når du er blevet fortrolig med ridningen, kan du efter aftale prøve andre heste. Holdene sammensættes, så rytterne har nogenlunde samme niveau, hvilket giver mulighed for både individuel og fælles undervisning.

Undervisningstider:

  • Mandag til fredag: 15.00 – 21.00
  • Lørdag: 08.30 – 12.00

Af hensyn til sikkerheden må ophold i stalden tidligst finde sted 30 minutter før undervisningen starter (14.30 på hverdage og 08.00 om lørdagen). Dette gælder ikke for parterne.

Forberedelse og afslutning af undervisning:
Det er vigtigt, at du møder i god tid til din ridetime – gerne mindst 20 minutter før undervisningen starter – så der er tid til at strigle og sadle hesten. Efter timen skal du også afsætte cirka 15 minutter til at sadle af og strigle hesten.

Når du er færdig, vaskes bidet og hovedtøjet hænges pænt på plads i sadelrummet. Sadlen skal ligeledes hænges op på sin faste plads, og lånte strigler lægges på plads.

Vigtigt:
Du skal selv sørge for at tegne en ulykkesforsikring.

Lukketider:
Rideskolen holder lukket på alle helligdage og i hele juli måned (skolesommerferien). Eventuelle ferielukninger og ændringer annonceres på hjemmesiden og sociale medier.